|
Kulturmøde Afrikansk og europæisk mode |
|
    |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
 |
Afrikansk og europæisk mode Christian Lautherborn undrede sig og reflekterede over de sortes liv og traditioner, men ifølge hans breve gjorde det samme sig gældende for de sorte. I 1894 blev der bygget jernbane mellem Tanga og Kilimanjaro. Det bragte en mængde euro-pæiske teknikere, nogle med koner, til Tysk Østafrika. Historierne nedenfor stammer fra Christian Lautherborns tid i Bagamoyo og fra hans møde med de sorte, der også arbejdede med anlæggelsen af jernbanen. Om europæiske mænd: Først vilde de Sorte gjerne have at vide, hvorledes det er muligt for en mand at blive saa tyk som en Flodhest. De havde nylig seet en Europair, som besøgte Tanga et Par Dage. Han var saa tyk, at han maatte have to Døre aabne, for at komme ud af Huset. Naar han gik paa den sandede Vej, sank han i over sine Sko og pustede og stønnede som om han havde Koldfeber. Sveden drev ned af ham, saa alt Tøjet klæbte sig fast til Kroppen. Og naar han kom tilbage til Hotellet, tog det 5 Fl Øl til at stille hans Tørst. Halsen var lige saa tyk som Hovedet. Han var væmmelig. (De Sorte anser en lang Hals for en Skjønhed, og de finder kun Fedme tiltalende hos Kvinder). Jeg forklarede nu, at naar Folk i Europa blev saa tykke, saa hidrørte det mest derfra, at de bevægede dem for lidt, og spiste og drak for meget. Om europæiske kvinder: Nu vilde andre Sorte vide, hvorledes en Europæisk Kvinde kunde blive saa tynd i Livet og have saa brede Hofter og en saa tyk Bagdel. Jeg sagde dem, at i Europa gjaldt det i visse Krese for en Skjønhed, at være tyn i Livet. Og for at tilvejebringe det (thi Gud havde jo ikke skabt os saaledes), snørede de sig sammen med noget som vi kalder Korset, et stykke tøj, hvor der er indsyet Staalskinner med Snørehuller. Og det snørede de saa haardt sammen som muligt, ligesom Karavane-folkene, naar de snørede deres Tøjlast for at faa den saa lille som mulig. Ja, men saadanne sammensnørte Kvinder var da ikke gifte? Jo, det troede jeg da nok. Men de blev dog aldrig Moder? Jo, vist gjorde de det. Men saa tog de dog Korsetted af? Ja, det kunde jeg ikke sige Besked om, da jeg ikke er gift. Men hvorledes var det da, at alle havde saa brede Hofter og Bagdele, var de stappede ud? Ja, de var, med Bomuld. Voxer Bomulden i Europa? Ikke meget. Saa var det maaske derfor, jeg plantede Bomuld her i Afrika, for at forsyne de euro-pæiske Damer, saa de kunde see kjønne ud? Ja, naturligvis. Almindelig Latter. Ja, Bwana er en Kunstner, han ikke alene bygger Huse, men ogsaa Damer af Bomuld, sagde de. |
 |
| Om
hattepynt: Da jeg fortalte de Sorte, at Strudsefjeder var anset som noget meget smukt for Damer-ne at pynte deres Hatte med, morede de sig kostelig og mente, det var jo den samme Smag, som Meneskeæderne her. De har ogsaa Strudsefjer paa Hovedet, naar de gik paa Rov efter et godt Stykke Kjød. I det hele taget var man enige om, de europaiske Mænd var temmelig civilicerede, men Damerne burde dog henregnes til de Vilde, fordi de har en saadan daarlig Smag. |
 |
|
Om sorte soldater: Deres ullede Paryk var fletted i temmelig lange, tynde fletninger tilsammen med Græs (noget lignende, som naar vi fletter Hestens Manke med Halm). De strittede ud til alle Sider ligesom Børsterne paa et Pindsvin. Og da de saa skulde have Tøj paa, det var et grin at betragte. Deres Uniform bestod af Korte Benklæder og Trøje med korte Ærmer. Det varede over en Time, inden de lærte at trække de to Klædningsstykker paa. Nogle brugte Trøjen for Benklæder, andre Benklæder for Trøjen. Saa trak de Ben-klæderne paa Forren bag, eller ogsaa Vrangen ud. Saa kom turen til den røde Hue. Vel blev de stive Fletninger trykket ind til Siden af Hovedet og Huen sat paa, men ved den mindste Bevægelse, rejste de sig i vejret og Huen sad da og balangserede paa Toppen af Fletningerne. Men næste Dag sad de omkring paa Gaderne og skar Fletningerne af hinanden, saa de kunde faa Huen paa, thi som de sagde, de vilde ligne de andre Soldater. |
 |
| TOP |  |