Kulturmøde Om føde- og drikkevarer Om føde- og drikkevarer Christian Lautherborn havde som mål at være selvforsynende med frisk vand og friske og sun-de fødevarer, til sig selv, men også til plantagernes arbejdere og deres familier. I januar 1893 skrev han herom til sin søster Caroline: Det er min Mening, at flere Europaiere har fundet deres Død her, fordi de ikke har ta-get tilstrækkelig Hensyn til, hvad de spiste. En sort Kok faar et par Sølvmynter til at gjøre Indkøb for, og ingen bryder sig om, hvad han har kjøbt før Maden er paa Bordet. At efterse Kjødet naar han bringer det hjem, falder jo ingen ind, og at indrette sig en Plads hvor de kan have deres Høns, Ænder og Duer, dertil er de for magelige. Kjøber hellere en gammel tør Hane fra en Neger og morer sig med at gnave den i sig. Og bag-efter skælder de ud at Føden er daarlig her, eller ogsaa spiser de de dyre og daarlige hermetisk tillukkede Sager. Om haven: Naar nogen kommer her, undrer de sig altid over, at vi har saa mange friske Sager at spise. Naar vi er færdige ved Bordet, tager jeg dem med mig ud og viser dem min Have, min Hønsestald og mine Køer, og saa siger de gjerne, at saaledes vil de ogsaa indrette sig. Men det bliver gjerne derved, thi Aller Anfang ist schwer [al begyndelse er svær], ved man jo nok.   Om drikkevaner: Det bedste er dog, at hele Kolonien drikker kun Øl eller Whisky Soda, thi Vandet er ikke til at drikke her, siger man. Siden Brønden er færdig, drikker vi kun Vand hele Dagen, og befinder os udmærket godt derved. Til stor Forundring for alle. Sagen er nemlig den, jeg holder Brønden godt ren og passer paa, at kun en Mand træk-ker Vand og alle de andre henter det. Dertil har jeg overbygget det Hele, saa det er u-muligt, at der kan komme Snavs deri. Overalt hvor Europaierne bor har man de aabne, arabisker Brønde, som ere fyldte med gamle Grene, Trævler og af og til et Par døde Frøer og saadant lignende. Hellere end at sætte en saadan Brønd i ordentlig Stand, drikker de Øl eller andre Gjen-stande og bruger Vandet til at vaske sig i eller at koge med. Om kød: Her danner jo speciel Fjerkræ den vigtigste Kjødspise for Europaierne. Salte som hjem-me kan man jo ikke, og en Ged, Faar eller Ko er jo for stor til at blive spist op i en Dag. I Pangani har man jo altid Kjød, men det henger ikke i store Stykker, som hos os, men bliver bragt paa Markedet i Størrelse af en god Knytted Næve, ja maaske lidt større, og det er umuligt at sige, hvad man kjøber. Jeg ved at flere gange har man solgt Kamel og Flodhestekjød for Oxekjød. Begge Dy-rene ere jo planteædende, og jeg for min Part har ikke noget imod at spise Kjødet fra dem, men man ved ikke hvordan et saadant Dyr er død. Visselig ikke for Kniven. Det kan være død af en eller anden Sygdom, det bryder den Sorte sig ikke om, men sælger det dog. Om jagt: Jeg var paa Vilsvine Jagt forleden Dag. Skød og saarede to og maatte retirere op i et Træ, da mine Kulepatroner var tabt gjennem et Hul, som var i min Taske. Jeg havde nok et Par Patroner med Andehagl, og dermed bombarderede jeg dem oppe fra Træet til de løb bort, og jeg kunde gaa hjem. Den ene kom dog ikke langt, omtrent hundrede Skridt derfra sank den sammen. Jeg lod mine Folk bringe den hjem og havde da Udbytte af min Udflugt, thi Kjødet smager ganske dejligt. Der er nemlig ikke Spor af Fedt. Om klejner: Julen har jo ikke stort at sige her. Vi fik os noget rigtig godt at spise og drikke. Jeg hav-de bagt nogle Klejner og Sodakage, som faldt i god Smag. Men gode var de nu, efter min Mening ikke. Maaske naar jeg faar Tid og Lejlighed til at øve mig, at de da vil blive bedre. Om smør: De tre Køer give saa meget Mælk, at jeg maatte lave mig en ny Kjerne, da den gamle var for lille. Kjernen lavede jeg saaledes. Et glasered Drainrør, som var bred i den ene Ende og smal i den anden, slog jeg over paa Midten, satte en Cement Bund deri, lavede et Laag af haardt Træ, borede et Hul i Midten og lavede en Stampe dertil. Man bevæger Stampen op og ned, naar man vil kjerne. De Sorte morede sig over den, for dem nye Opfindelse, men synes nu meget bedre om at lave Smør paa denne Maade end at ryste det sammen i en Flaske som før. Saa mit Smør er ogsaa berømt her nu.   Om besøg af krigsskib: Det tydske Krigsskib Svalbe, som er her ved Afrika for at beskytte de forskellige Pladser paa Kysten, kom til Pangani for et Par Dage siden og Kaptainen med alle sine Officere besøgte mig. Da en ganske almindelig, usiviliceret Neger koger for mig, havde jeg travlt med at give ham de nødvendigste Instructioner, og at vise ham, hvorledes han skulde lave Maden. Nu skal I høre, hvad mine Gjæster fik til Middag. Kjødsuppe med Boller. Fiskesalat i Majonæse Sauce. Bøf a la mode med brunede Kartofter og Gemyse, Andesteg fyldt med Østers og som Decert Pandekager med Syltetøj. Til Suppen drak vi Portvin, til Fisken Reinwin, til Anden Rødvin og til Decerten Cham-pagne. Alle Officererne gjorde store Øjne over det Maaltid og udtalte deres Forbauselse over, at jeg kunde bringe et saadant i stand her i Africa. Om aftenunderholdning: I Gaarden hos mig bor omtrent 200 Sorte med deres Koner, som sørger for at jeg har den nødvendige Aftenunderholdning, idet de slaar paa Tromme og danser dertil næsten hver Aften. I Begyndelsen gjorde jeg Vrøvl over den Støj, som de gjorde, men nu er jeg bleven vandt dertil, og glæder mig over deres Munterhed. TOP

Tilbage
Tilbage



Tilbage